Pressemeddelelse: Prøveimport af naturgas

posted in: Naturgas, Nyheder, Varme, VVS | 0

Fra efteråret 2010 indledes der forsøg med prøveimport af naturgas fra det nordtyske gasnet. Dette forsøg vil i første omgang være afgrænset til det sønderjyske område, men efter al sandsynlighed vil det hurtigt brede sig til resten af Danmark.

Mange forbrugere vil nok sige ”hvad har det med mig at gøre”, og det er måske også korrekt. Men alligevel kan det få betydning.

Den gas der kommer fra Tyskland har en anden sammensætning end den danske nordsøgas. Det vil sige at hvor vi nu er vant til en meget ensartet gaskvalitet, vil fremtidens gas variere i kvaliteten og brændværdien.

For de gasforbrugene apparater, som f.eks. gaskedler, er det lidt af en udfordring. Normalt indreguleres forholdet mellem gas og luft ud fra den forudsætning at gaskvaliteten er konstant. Når det ikke er tilfældet er man nødt til at tage højde for den værst tænkelige situation når kedlen indreguleres.

Her er det, at det kan få en betydning for ejeren af kedlen. Dels skal der foretages en ekstra indregulering, og dels vil kedlen ikke køre så optimalt som før, da luftoverskuddet forøges og virkningsgraden på kedlen bliver dårligere. Dette vil føre til et øget energiforbrug og deraf en større udgift til opvarmning.

Den Tyske kedelproducent Viessmann, har erkendt udfordringerne med gaskvaliteten, og har derfor i de senere år indført en ny teknologi, som fremtidssikrer deres kedler til at kunne håndtere svingende gaskvalitet. Svaret er ”Lambda Pro Control”, som er en automatisk forbrændingsregulering, der sikrer at virkningsgraden forbliver kontinuerlig høj selv ved udsving i gassammensætningen. Med ”Lambda Pro Control” kan kedlen også håndtere en ændring af gastypen, f.eks. ved iblanding af biogas.

I kedler med “Lambda Pro Control” sker der en kontinuerlig måling af sammensætningen af røggasserne, som bruges til at regulere gas/luft mængden til kedlen. Derved opnås en drift med et lavt luftoverskud, uanset gaskvaliteten, og en kontinuerlig høj virkningsgrad. Det har yderligere den fordel at emissionsværdierne bliver meget lave.

Alle væghængte kedler fra Viessmann er udstyret med ”Lambda Pro Control”. Det er vigtigt for den familieejede virksomhed Viessmann at kunne levere fremtidssikrede produkter, som efterlever de skrappeste miljøkrav.

Viessmann A/S i Danmark er datterselskab af den familieejede tyske virksomhed af samme navn, der for længst har konsolideret sin status som en af de største producenter af udstyr inden for energiprodukter i Europa. Virksomheden er repræsenteret i 36 lande og beskæftiger på verdensplan ca. 9000 medarbejdere – heraf de 30 i den danske afdeling, der blev etableret i 1989. Viessmann producerer selv alle produkter lige fra gas-, olie- og fastbrændselskedler til varmtvandsforsyning og varmeregulering. Og den lange erfaring på området bevirker helt naturligt, at Viessmann også markerer sig som en trendsætter, når det gælder miljøvenlige løsninger.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *